WindowMaster opkøber produktionsfaciliteter for at følge med stigende efterspørgsel

Produktionen i Herford

Den danske CleanTech-virksomhed WindowMaster er på en international vækstrejse og har netop opkøbt sine produktionsfaciliteter i Tyskland. Det skal udvide produktionskapaciteten, modsvare den stigende efterspørgsel på WindowMasters intelligente ventilationssystemer og cementere WindowMasters tilstedeværelse på det europæiske marked. WindowMaster har siden 2020 været noteret på NASDAQ First North Growth Market.

WindowMaster, der er førende inden for naturlig ventilation, brandventilation og facadeautomation, har opkøbt sine tyske produktionsfaciliteter i Herford. WindowMaster har tidligere lejet faciliteterne, der med sine 5.700m² er centrum for selskabets globale produktion. Opkøbet er en strategisk beslutning, der skal fremtidssikre WindowMasters produktion i Europa ved at opdatere faciliteterne og udvide produktionskapaciteten.

"Opkøbet er en vigtig del af WindowMasters fortsatte vækstrejse. Vi har de seneste år oplevet en stigende efterspørgsel fra vores kunder i hele verden, men særligt i Europa, hvor Danmark, Tyskland og England har drevet en stor del af efterspørgslen. Med ejerskabet af vores produktionsfaciliteter kan vi udvide vores produktionskapacitet og optimere forsyningskæden, så vi kan fortsætte vores vækstrejse og imødekomme efterspørgslen fra både nye og eksisterende kunder," siger Erik Boyter, CEO i WindowMaster.

En del af vækstrejsen

Den voksende efterspørgsel på naturlige og intelligente ventilationsløsninger afspejles allerede positivt i WindowMasters forretning. Det seneste halvårsregnskab for årets første seks måneder viste en stigning i omsætningen på 22% sammenlignet med samme periode sidste år samt en firedobling af resultatet målt på EBITDA. Samtidig kunne WindowMaster præsentere et samlet ordreindtag på 278 millioner kr. de seneste 12 måneder, hvilket er en stigning på 19%.

"Vores vækst er et resultat af en stærk efterspørgsel på innovative løsninger, der både forbedrer indeklimaet og nedsætter CO2-aftrykket i byggeriet. Særligt renovering af bygninger er en vigtig og energieffektiv del af løsningen på klimaudfordringerne, og det udgjorde 70% af vores omsætning sidste år. Vi oplever generelt, at flere beslutningstagere inden for byggeriet ønsker at investere i energieffektive løsninger," siger Erik Boyter.

Fremtidssikring af produktionsfaciliteterne

Foruden at øge produktionskapaciteten ønsker WindowMaster at modernisere faciliteterne som en del af virksomhedens bæredygtighedsmål samt at skabe endnu bedre forhold for medarbejderne.

Med ejerskabet over vores produktionsfaciliteter har vi mulighed for at udvide og skabe en endnu bedre og moderne arbejdsplads for vores medarbejdere i Herford. Samtidig er et af vores mål, at faciliteterne skal optimeres, så de i fremtiden drives af el fremfor gas, hvormed fabrikken kan bidrage til vores Net Zero-mål i 2030," siger Erik Boyter.

WindowMaster overtager officielt produktionsfaciliteterne den 1. oktober.

Kontakt

Anja Marquard Pedersen
E-mail: ama.dk@windowmaster.com
Telefon: +4530902040

Om WindowMaster

WindowMaster fremstiller produkter og systemer til naturlig ventilation, hybrid ventilation og brandventilation. Via intelligente cleantech-løsninger har virksomheden siden 1990 bidraget til at fremme energirigtigt byggeri og sundt indeklima. Hovedkontoret er placeret i Vedbæk, men WindowMaster agerer på globalt plan med kontorer og datterselskaber flere steder i verden, herunder Tyskland, USA, Storbritannien, Irland, Schweiz og Norge. WindowMaster er noteret på NASDAQ First North Growth Market.

Koralrev under vand

Kontakt

Snak med en specialist